At være Adrians mor

 

Der er ret meget at skrive om, når man har et handicappet barn. Siden jeg fik Adrian, så har jeg fået en million nye følelser og nogle øjeblikke piner mig mere end andre.

Det betyder, at jeg kan blive misundelig. Ikke fordi at jeg ikke er glad for min søn, fordi det er jeg. Jeg er så stolt over ham og accepterer hans handicap. Men det betyder ikke, at det ikke piner mig. Hver dag minder mig om, at der er nogle ting, som jeg aldrig kommer til at opleve som Adrians mor.

Det var faktisk ikke ?så hårdt? i starten da Adrian var baby. Jeg vidste at han havde en stor hjerneskade, men jeg kunne ikke se forskel på ham og andre børn endnu. Men jeg husker første gang jeg lagde mærke til, at mit barn var anderledes.

Siden Adrian blev født, så har vi været i en mødre gruppe. Vi kom sammen med vores børn ret ofte, så holdt vi lige en lille pause, men efter den lille pause da vi kom tilbage, så slog det mig. Jeg kom med Adrian i min favn og holdt stadig hans nakke, fordi han kunne ikke holde sit hoved endnu. Så så jeg de andre børn, de kunne stå og nogle kunne nu gå. Det føltest som at få en knytnæve i maven, jeg måtte lige bruge nogle sekunder til at fokusere på ikke at græde. Som gravid glædede jeg mig til mit barns første skridt. Nu slog det mig, at det kom sikkert aldrig til at ske.

Jeg husker at da vi afsluttede den dag, så smilte jeg til de andre og sagde farvel, så gik jeg til bilen og spændte Adrian fast med tårer i øjnene. Da jeg selv satte mig i bilen, så brød jeg sammen.

Efter det, så begyndte det at blive rigtig hårdt. Jeg og nogle veninder var gravid samtidig. Så jeg glædede mig rigtig meget til, at vores børn skulle lege sammen. Nu da de lægger billeder ud af deres børn der leger sammen, så minder det mig bare om, at det var noget jeg så frem til. Og nu kan mit barn ikke lege.

Man er glad for alle andre, faktisk meget taknemlig at alle andres børn kan alt. Jeg begyndte at tale med en psykolog, der fortalte jeg, at jeg faktisk skammede mig, fordi nogle tider, så ønskede jeg at Adrian var ?normal?. At han kunne sidde på gulvet og lege, se fjernsyn, ipad eller bare klappe med sine hænder. Da jeg fik fortalt, at det var et helt normalt følelse for en mor, i min situation, så fik jeg det bedre med mig selv.

Så begyndte han i vuggestue med ?normale? børn. Jeg husker engang da jeg skulle hente ham igen, så kom et andet forælder samtidig som mig efter sit barn, og hendes barn kom løbende ?mor? og krammede hende. Det mindede mig bare om, at det ville jeg sikkert aldrig opleve. Og det knuste mig. At ikke kunne få et kram, fra mit eget barn. Nogle gange, så lægger jeg bare hans arme om min hals, så krammer vi på den måde.

Nogle siger de beundrer mig, fordi jeg klarer det så godt. Ærligt, så lærer jeg stadig. Jeg lærer noget nyt om Adrians handicap hele tiden. Jeg føler ikke at jeg klarer det, jeg misunder endda andre forældre med handicappede børn, fordi de virker til at klare det bedre end mig.

Men hver gang jeg føler at jeg ikke klarer det, så tænker jeg, hvem anden ville klare det? Fordi jeg elsker mit barn, så meget, at jeg tror ikke at noget andet menneske ville kunne elske Adrian mere end jeg gør, derfor bliver jeg ved. Han har brug for mig og jeg har brug for ham. Han gør mig til et bedre menneske, han gør at jeg ser det positive i næsten alt. Jeg ville ikke bytte mit liv om med nogen andens, fordi lige meget hvor hårdt det er, så er jeg taknemlig for den jeg er nu og for det jeg har.

Jeg er mor til et barn, som nogle andre ser som handicappet. Men for mig er det nu normalt. Og jeg ser frem til at lære meget nyt, fordi hver dag bliver det bedre og bedre, så jeg ser rigtig frem til en fremtid med Adrian – mit barn <3.